Protokoller

Protokoller:

På internettet opererer man med forskellige protokoller. Disse beskrives kort her:

FTP:

FTP står for File Transfer Protocol. Det er en protokol der bruges til at overføre filer mellem to computere. Sikkerhedsmæssigt og også netværksmæssigt kan FTP være besværlig. Almindeligvis fungerer FTP på den måde, at man "bestiller" hentning af en fil hvorefter FTP-serveren etablerer en forbindelse til klientmaskinen.

HFTP:

HTTP står for Hyper Text Transfer Protocol. Denne protokol bruges primært til kommunikation på World Wide Web. HTTP er en protokol der beder en server på TCP-port 80 (Transmission Control Protokol)(med mindre andet er angivet) om specifikke ressourcer. Serveren svarer med HTTP-protokolkode for at angive det overordnede resultat af anmodningen, og derefter typisk selve ressourcen (fx et HTML-dokument eller et billede) eller en fejlbesked.

HFTPS:

HTTPS står for Hyper Text Transfer Protocol Secure er en krypteret udgave af HTTP. HTTPS er en protokol på internettet der oftest bruges i forbindelse med tjenester hvor kun afsender og modtager må kende meddelelsen, for eksempel netbanker, debetkort- og kreditkort-betaling via internettet og/eller tilmelding hvor CPR-nummer skal opgives.

FTPS:

FTPS står for File Transfer Protocol Secure. Bruges til at kryptere data sendt over FTP protokollen. Det gælder både loginoplysninger og fildata.

TCP:

TCP står for Transmission Control Protocol. TCP er en af kerneprotokollerne på nutidens Internet. Gennem TCP kan programmer på forskellige værts maskiner på Internettet oprette forbindelser mellem hinanden, gennem hvilke der kan udveksles datapakker.

TCP/IP:

TCP portnumre til at gøre det muligt at der kan etableres forskellige datastrømme fra/til samme værtsmaskine. Alt dette er med til at gøre TCP til den mest anvendte transportprotokol på Internettet. TCP bliver bl.a. brugt til WWW og E-mail. I OSI-modellen er TCP det mellemliggende lag mellem Internetprotokol og applikationen. Applikationer har som oftest brug for stabile datastrømme, hvilket Internetprotokollen ikke tilbyder. Den tilbyder blot levering af datapakker mellem to værter. I daglig tale benytter man dog i praksis forkortelsen TCP/IP som betegner sammenkoblingen mellem TCP og Internetprotokollen.

IPv4:

IPv4 er version 4 af den såkaldte Internetprotokol (IP). Det var den første version af denne protokol der blev udbredt i stort omfang, og er basis for vores nuværende Internet. IPv4 benytter 32-bit adresser, hvilket begrænser den til 4.294.967.296 unikke adresse, hvoraf mange er reserverede til specielle formål, såsom lokale netværks- (LAN) eller multicast-adresser. Dette reducerer antallet af adresser der kan allokeres som offentlige internetadresser.

IPv6:

IPv6 er version 6 af Internetprotokollen IP, som erstatter den forrige standard, IPv4.

Der er indført mange forbedringer i IPv6, men den største forskel er størrelsen af adressefeltet, som er på 128 bit mod kun 32 bit i den gamle IPv4 standard. Udvidelsen af adressefeltet giver teoretisk mulighed for op til 3,4 × 10³⁸ (340 sekstillioner) adresser, som kan sammenlignes med, at der i IPv4 kun var mulighed for omkring 4 milliarder adresser.

Med IPv6 deler man standard adressen op i to dele på 64 bit hver. De første 64 bit kaldes "prefix" og bruges til routing. De sidste 64 bit tildeles lokalt til maskiner på lokalnettet. Det mindste antal IP-adresser en bruger har til rådighed er altså omkring 2⁶⁴ adresser.

Sikre protokoller:

Overførsel information via internettet kræver brug af sikre internetprotokoller. Disse protokoller blev udviklet til specifikke anvendelser, men kan bruges i forskellige applikationer til at levere sikker fil og informationsoverførsel. Som en internetbruger, at mange af de hjemmesider, som du får adgang hverdagsbrug en slags sikkerhedsprotokol sikre, at dine oplysninger er sikre. Mest almindeligt, kan du se "https: //" i stedet for "http: //" i din web browserens adresselinje, når du logger på et websted, der er ved hjælp af en sikker, krypteret protokol.

Mac adresser:

MAC-adresse (Media Access Control) er en unik adresse. MAC-adressen kaldes også en ethernet-adresse, fysisk-adresse og lag 2-adresse. Fysisk udstyr (netkort, trådløse netkort(NIC), routere, switche, nyere mobiltelefoner) der kommunikerer med hinanden f.eks. via Internettet har en MAC-adresse. Alle NIC producenter har fået tildelt deres egen OEM kode de skal bruge på alt udstyr de producer. En MAC er skal være så unik, at er den først skrevet til et NIC og det ikke fungerer, skal MAC-adressen endeligt kasseres.

MAC-Adressen består af 12 hexadecimale tegn i par af to. F.eks. 00:20:18:61:f1:8a . Det giver en adresselængde på 48 bit. På noget udstyr kan man selv tildele en MAC-adresse. Til mange linux systemer kan man hente et program der hedder macchanger som tillader dig at ændre MAC adressen. En sådan adresse skal starte med 40 (hex).

De første 6 hexadecimal tegn er OEM koden, som identificerer hvem der har lavet netkortet. Vil man gerne vide hvem der har produceret det NIC man har MAC-Adressen fra, kan det slås op.

De sidste 6 er selve netkortets mac-id.

Kilde: Wikipedia